Weekenden står for døren, og i eftermiddag pakker vi bilen og tager en weekend i sommerhuset. Det er jo Sankt Hans på lørdag, så vi håber på tørvejr, så vi kan komme ned på stranden og se bålet blive tændt kl. 21.00, men nu må vi se…
Sidste weekend bagte jeg disse lækre chokoladeboller. De er super nemme, og smagte vildt godt. Lækre og bløde.
Det er ingen hemmelighed at mine kollegaer (og jeg) har en svaghed for Lagkagehusets chokoladescones, så jeg var lidt spændt på hvad mine kollegaer sagde til mine chokoladeladeboller, da jeg havde et par med til dem i mandags. Men heldigvis faldt de i god smag 🙂 Jeg har desværre ikke rigtig haft held med at bage nogle super gode scones endnu, men jeg tænker at det skal prøves igen en dag…
Tirsdag spiste vi de sidste herhjemme og da var de stadig ikke tørre, dog skar vi dem over og fik dem med lidt smør på 😉
Lækre chokoladeboller – 15 stk.
Chokoladeboller
Ingredienser
- 3 dl mælk
- 50 g gær
- 2 æg
- 75 g oliemargarine
- 1/2 tsk salt
- 1 tsk kardemomme
- 5 spsk sukker
- 700 g hvedemel
- 125 g chokoladeknapper
Sådan gør du
Lun mælken og rør gæren ud i den..
Tilsæt æg, sukker, kardemomme og salt.
Tilsæt oliemargarinen.
Tilsæt ca. halvdelen af melet. Jeg bruger en røremaskine.
Kom resten af melet i indtil dejen er glat og smidig – pas på med ikke at komme for meget mel!
Ælt dejen godt igennem.
Til sidst tilsættes chokoladeknapperne. Ælt igen dejen til chokoladeknapperne er godt fordelt.
Lad dejen hæve overdækket i 30 minutter ved stuetem.
Form dejen til 15 lige store boller og lig dem ved siden af hinanden i en bradepande på ca. 20 x 30 cm.
Tænd ovnen på 200 grader.
Lad bollerne efterhæve i 30 minutter med et viskestykke over sig.
Pensl bollerne med et sammenpisket æg.
Bag bollerne ved 200 grader i ca. 18 - 20 minutter. Men hold øje med at de ikke bliver for mørke.
Rigtig god weekend <3
Ingen kommentarer