I dag er det fastelavns-søndag, men jeg har brugt søndagen på at få lavet madplan og handlet ind til den kommende uge, og resten af dagen er stort set foregået på sofaen med hækletøjet og dårlig fjernsyn – jeg er nemlig blevet godt og grundig snottet og forkølet.
Men det betyder ikke at vi, eller nok nærmere Sofie, ikke har fejret fastelavn.
Det gjorde vi bare i går, hvor der var fastelavnsfest i hallen for alle byens børn – eller dem der havde lyst 😉
Sofie kom for ca. 1½ uge siden med ide´en om at hun gerne ville være en garnnøgle til fastelavn – hurra for Pinterest 😉 – Jamen, javel det klare jeg da bare…
Sidste år til fastelavn, slap jeg nemt om ved det, for da købte vi kostumet, men det kunne vi jo ikke lige i år.
Her kan I se nogle af tidligere års fastelavnskostumer.
Nå, men hovedet blev lagt i blød og jeg nåede frem til at nogle lange piberenser måtte være løsningen, da alm. garn bare ville hænge.
Tænkte også bare at sno hende ind i noget tykt garn, men det ville gøre det rigtig svært for hende både at gå, og slå på tønden.
Men at finde nogle lange piberenser er ikke sådan lige til, men vi fandt nogle i guld og 50 cm lange lige her.
Rundt om garnet skulle der jo være en banderole, så dem fik jeg lavet i Canva.
De er printet i A3, og da Sofie ikke fylder ret meget passede det perfekt med 2 x A3, klistret sammen.
Piberenserne har jeg limet fast på bagsiden af banderolen med en limpistol, og så ellers på kryds og tværs. Jeg har brugt 60 piberenser.
Strikkepindene er lavet af et par blomsterpinde og et par trækugler.
Banderolerne kan du printe lige her og her.
Det er dog også nemt at lave dem selv i Word eller Canva.
På onsdag skal hun til fastelavn i Sfo´en, så nu må se hvordan vi får bugseret kostumet med i skole 😉
Ingen kommentarer